Hverdagen
Hverdagen på Billum Friskole består af faste elementer, som tilsammen skaber en genkendelig ramme for både faglighed, bevægelse og fællesskab. Børnene har hver dag tid i deres stamhold når dagen begynder.
I løbet af dagen mødes hele skolen til morgensamling, hvor vi synger, deler fortællinger og sætter fællesskabet i spil. Midt på dagen har alle elever et fælles bevægelsesbånd, hvor kroppen får lov at være med og børnene får et fælles afbræk.
En del af hverdagen er også afsat til tema- og projektarbejde, hvor børnene undersøger, skaber og fordyber sig. Nogle gange arbejder man med temaet på sit stamhold, andre gange mødes de to stamhold på samme trin og har tema i fællesskab. Her er der plads til både leg, nysgerrighed og længere arbejdsprocesser med naturlige pauser undervejs.
Eleverne undervises også i traditionelle fag som eksempelvis dansk, engelsk, matematik, natur/teknologi. På den måde får de også mulighed for at lære basale faglige teknikker som kan bruges i projektundervisningen. Dette kan ligesom projektarbejdet foregå på stamholdet, men to lærere kan også have planlagt at samarbejde om undervisningen så den foregår på trinnet.
På tværs af alle disse elementer sikrer vi, at undervisningen står mål med folkeskolens faglige mål, samtidig med at børnene oplever en hverdag, hvor fællesskab, bevægelse og kreativitet er en naturlig del af læringen.