Velliv - Marte Meo
Trivsel og udvikling for alle - fordi vi gør en forskel
I Billum Fribørneby arbejder vi hver dag for at skabe en hverdag, hvor børn og voksne trives og udvikler sig sammen. Lige nu er vi midt i et spændende projekt, som handler netop om det – og det kan allerede mærkes i både klasselokaler og legezoner.
Projektet er støttet af Velliv Foreningen og udviklet i et samarbejde imellem Lea Mølholm (lærer på Billum Friskole), Marianne Sigersted (MarteMeo-supervisor) og psykolog Bent Würsching.
Det nye børnesyn – i praksis
Vi arbejder ud fra det nye børnesyn, hvor alle børn mødes med nysgerrighed, respekt og tillid. Med udgangspunkt i den nyeste udviklingspsykologi og video-baseret supervision ser vi på vores praksis med nye øjne – og bliver endnu bedre til at få øje på det, der virker i samspillet med børnene.
Med MarteMeo-metoden lærer vi at spotte de små øjeblikke, hvor trivsel og udvikling opstår – og hvor nye, gode vaner får lov til at slå rod. Det handler ikke om at være perfekt, men om at skrue op for det, der styrker børns selvværd og voksnes arbejdsglæde. Vi dyrker et fællesskab, hvor vi som voksne løfter og ser hinanden i arbejdet med børn, der er trygge, trives og udvikler sig .
Vi gør det sammen
Alle – pædagoger, lærere og ledelse – er en aktiv del af projektet, som startede med to inspirerende dage lige før vinterferien 2024. Her blev der lyttet, delt og øvet. Siden har vi arbejdet videre med supervision og sparring i hverdagen.
Forældrene blev inviteret med i marts ´25 til et fælles oplæg om projektets idéer og mål, og skolebestyrelsen er med hele vejen og engageret i processen. Samtidig får ledelsen coaching og støtte til at styrke samarbejdet og skabe endnu bedre rammer for personalets udvikling.
Et fælles sprog – en fælles vej
Når vi taler samme sprog og ser både børn og hinanden med udviklingsbriller, bliver det nemmere at skabe trygge, sammenhængende rammer. Derfor er samarbejdet mellem friskole, fribørnehaven, frivuggestuen og hjemmet en vigtig del af projektet.
Vi arbejder for en rød tråd, som gør en reel forskel i børnenes liv – og vi glæder os over projektet og afslutter med en fælles implementeringsdag i oktober, hvor vi samler op og fejrer alt det, vi har skabt og lært sammen.