Aldersblandede hold på Billum Friskole

På Billum Friskole er børnene inddelt i aldersblandede hold på tværs af to-tre årgange. Vi ønsker en skole, hvor fællesskaber er små nok til at være trygge og overskuelige samt store nok til, at alle børn har sociale valgmuligheder. Når børnene arbejder på tværs af alder, opstår en rytme hvor de store bliver naturlige rollemodeller og hvor de små har nogle at spejle sig i. Hvor man både får lov til at være den, der lærer – og den, der lærer fra sig.

Aldersblandede hold er vores måde at skabe en skole, hvor læring udspringer af fællesskab, liv og relationer, og hvor organiseringen samtidig gør det muligt at være en bæredygtig lille landsbyskole med høj kvalitet og nærvær.

Stamhold

Børnene inddelt i fire grupper:

•            0. klasse

•            1., 2. og 3. klasse (yngste trin) 

•            4., 5. og 6. klasse (mellemste trin)

•            7. og 8. klasse (ældste trin)

Eleverne er inddelt i det vi kalder stamhold. Et stamhold er det der klassisk kendes som barnets ”klasse” og er børnene primære, lille og trygge fællesskab i hverdagen. Et stamhold består af elever fra flere årgange og hvert stamhold har en fast tilknyttet lærer.
For at skabe små og trygge hold er yngste trin og mellemste trin hver inddelt i to stamhold.

Hver morgen begynder børnene dagen i deres stamhold hvor den faste voksne skaber en tryg start på dagen. Her lander de og får overblik over dagens rytme.

Når formiddagens undervisning folder sig ud – både i grundfagene og i projektarbejdet – foregår undervisningen nogle dage i stamhold og andre dage på trinnene. Her opstår der mulighed for fælles undervisning, små læringsstationer og forskellige måder at arbejde på.

Rullende stamholdsstruktur

Vores stamhold fungerer efter en rullende struktur som man kender fra børnehaver og gymnasiale uddannelser. Hvert år, når skoleåret skifter sker der to ting i holdene: den ældste årgang i gruppen går ud og en ny yngste kommer ind. På yngstetrinnet rykker den ældste årgang (3. klasse) til de to stamhold på mellemste trin mens 0. klasse bliver fordelt og indgår i de to stamhold på yngstetrinnet. 0. klasse rulles løbende mere og mere ind hos yngstetrinnet, med henblik på at skabe en så blid overgang som muligt i deres første møde med skole. Den ældste årgang på det mellemste trin (6. klasse) bliver en del af det ældste trin.

Det betyder, at det enkelte barn skifter på samme tid som sin årgang og er en del af det samme hold i tre år, før de ruller videre til det næste fællesskab.

Når grupperne ruller videre, opstår der nye relationer og måder at være sammen på. Det skaber levende dynamikker, som kan styrke både læring og relationer – derfor har vores lærere et naturligt blik for at hjælpe børnene med at lande blødt i de nye fællesskaber.

Det giver børnene både kontinuitet og nye relationer hvert år – en balance, der giver tryghed og udvikling samt styrker det store fællesskab.